søndag den 2. januar 2011

Burgerbollen version 1.0

Gær kan ikke lide fedtstoffer og æg, så derfor laves der en fordej for at få bollerne skudt godt igang:

Fordejen:
20 g sukker
10 g gær
280 g mælk (cirka 32 grader varmt)
150 g fuldkornsmel (jeg brugte spelt i denne version og det blev rigtigt godt)

Opløs gæren og sukkeret i mælken. Bland melet i. Det bliver en meget flydende fordej. Den skal hæve mindst en time til den har hævet op til det maksimale og faldet sammen igen.

Bolledejen:
Fordejen
200 g hvedemel
100 g fuldkornsmel
50 g smør
30 g sukker
1 æg
10 g salt

Bland alle ingredienser sammen og ælt i mindst 5 minutter gerne længere (og hvis du har en maskine, så er det sikkert bedre). Dejen bliver meget blød, men tilsæt ikke mere mel selvom du har lyst. Det medfører knap så luftige boller. Dejen hæver i mindst en time.

Nu deles dejen i 8 lige store stykker, som formes til boller og fordeles på 2 bageplader. For de skal nemlig presses, så de bliver 12 cm i diameter. Det er nogle ret flade boller. De hæver en time igen og pensles med en blanding af æg og vand inden de kommer i ovnen ved 200 grader i 14 minutter. Straks efter pakkes de ind i våde viskestykker (ikke bare fugtige) og køles af.

Sammen opskrifter kan også bruges til the-boller. Da tilsættes dejen blot krydderier (kardemomme, allehånde eller hvad du kan lide) og 250 g rosiner (som er blevet udblødt i ½ dl varmt vand eller juice i en time - ellers suger de tørrede rosiner vand fra dejen!).

Energifordeling:
Protein 10%
Kulhydrat 66%
fedt 21%
Kostfibre 3%